Økonomisk rådgiver: Pas på med kreditkøb på webshoppen
Det er fristende at købe i kredit på webshoppen, men det kan ende med at koste dig mange penge på sigt.
Sådan lyder advarslen fra Lene Okholm, der er økonomisk rådgiver for private og små virksomheder med eget firma.
Advarslen kommer i takt med at både kortsigtede lån – de såkaldte forbrugslån – og muligheden for at betale på kredit med virksomheder som ViaBill bliver mere og mere udbredt.
”Virksomheder tilbyder ikke kredit for sjov, men fordi at de kan tjene penge på det. Det er som sådan også fint, men der er mange der køber uden at læse betingelserne for kreditten og så kan det blive dyrt” forklarer Lene Okholm.
Flere firmaer tilbyder kredit mod at du månedligt betaler et beløb tilbage. Du kan strække tilbagebetalingen fra 6 og op til 24 måneder.
Tricket er dog, at du ikke har mulighed for at opsætte PBS-betaling – det vil sige automatisk betaling – af beløbet. Du risikerer nemt at glemme at betale en måned eller to. Og så rammer gebyrer fra 39 kroner med renters rente dig lynhurtigt. Du skal ikke glemme mange beløb før parfumen eller fodboldtrøjen du købte online lige pludseligt er fordoblet i pris.
”Jeg anbefaler at vente med at købe til du kan gøre det kontant, for det er billigere og du undgår at købe noget, du i virkeligheden nok ikke har brug for” forklarer Lene Okholm yderligere.
Loft over kortsigtede lån på vej
I det politiske klima har det i flere år trukket op til at der bliver sat et loft over hvor mange renter de kortsigtede lån kan trække – eller at lånene bliver stækket på anden måde. Lige nu ser det ud til der er politisk flertal for at indsætte en ”tænkepause”, hvor du fra henvendelse til lånet udbetales på din konto skal vente minimum 48 timer.
Det skal forhindre flere danskere i uden omtanke at optage de ofte meget dyre lån og kigge efter andre finansieringsmetoder som eksempelvis almindeligt banklån.